»Jeg spiser kød, fordi jeg er fra Texas.« »Jeg spiser ost, fordi jeg er fransk.« »Jeg spiser fish and chips, som enhver god brite.« »Som tysker elsker jeg min schnitzel.«
Vi forklarer ofte vores madvalg ud fra de steder, vi kommer fra, de traditioner, vi er vokset op med, og de mennesker, vi spiser sammen med.
I Latinamerika er det asado. I USA er det burgere den 4. juli. I Frankrig er det måske osten. I Sydafrika er det braai. På tværs af kulturer bliver visse retter tæt forbundet med festligheder, familiesammenkomster og en følelse af tilhørsforhold. For mange mennesker kan det at sætte spørgsmålstegn ved det at føle sig hjemme føles som at sætte spørgsmålstegn ved deres egen identitet.
Men det er værd at spørge: Hvor meget af det, vi kalder »kultur«, var egentlig et valg – og hvor meget blev blot arvet, videregivet uden at nogen nogensinde standsede op for at genoverveje det?
Dette er ikke et retorisk trick. Noget kan være gammelt uden at være fastlåst. Noget kan være meningsfuldt uden at være uantasteligt. Det er ved at adskille disse to idéer, at denne samtale egentlig begynder.
»Sådan har det altid været« er ikke det samme som »sådan skal det fortsat være«
Madtraditioner har en reel følelsesmæssig betydning. Vi lærer at lave mad af vores forældre og bedsteforældre, som selv lærte det af deres forældre, og hver ret knyttes til bestemte minder – en duft, en krydderiblanding, hvem der plejede at sidde hvor ved bordet.
Men det betyder ikke, at traditionen er uforanderlig.
Madens historie er en historie om konstant forandring. Ingredienser forsvinder, og nye tager deres plads. Opskrifter forandres, når de krydser grænser. Vaner tilpasser sig nye økonomiske, religiøse og sociale sammenhænge. Hvad der regnes for en »traditionel ret«, skifter fra generation til generation.
At sukker blev mere tilgængeligt, forandrede desserterne. Køleteknikken ændrede, hvad der kunne opbevares og serveres. Migration omformede hele køkkener. Religiøse kosttraditioner har også ændret sig og blevet fortolket på ny gennem tiden.
Intet af dette udslettede kulturen. Det beviste, at kulturen aldrig var så fastlåst, som vi nogle gange antager, at den er.
Så hvis traditioner allerede har udviklet sig af utallige årsager, hvorfor kunne de så ikke også udvikle sig af en etisk årsag – nemlig at mindske dyrs lidelse?
At ændre opskriften betyder ikke, at man går glip af traditionen
Når vi taler om at ændre madtraditioner, er det nemt at forestille sig, at en ændring af ingredienserne betyder, at man mister noget vigtigt.
Men tænk over, hvad der gør en familiegrillfest meningsfuld. For mange mennesker er maden i sig selv helt sikkert en del af oplevelsen. Velkendte smagsoplevelser kan vække barndomsminder, og bestemte retter kan få en fest til at føles som en rigtig fest. Den følelsesmæssige tilknytning er reel. Men maden er sjældent det eneste, der fejres.
En søndagsgrillfest kan betyde en eftermiddag tilbragt sammen med dem, man elsker, historier, der fortælles rundt om bordet, musik, der spiller i baggrunden, børn, der løber rundt, og følelsen af, at alle er samlet. En højtidsmiddag kan betyde at lave mad sammen med familien, servere velkendte retter, sidde på de samme pladser og fortsætte ritualer, der har gentaget sig i årevis. Disse oplevelser forsvinder ikke, når ingredienserne ændres.
En familieopskrift kan genskabes med plantebaserede ingredienser. En grillfest kan stadig være en grillfest. En højtidsmiddag kan stadig samle alle ved samme bord. Det, der ændrer sig, er indholdet på tallerkenen – ikke nødvendigvis måltidets betydning.
Og de plantebaserede muligheder har fortsat med at udvikle sig, hvilket gør det stadig nemmere at genskabe velkendte retter uden at bruge animalske produkter. Målet behøver ikke at være at gengive hvert eneste traditionelle måltid perfekt. Det kan også handle om at opdage nye versioner af de retter, vi allerede elsker, og lade dem blive en del af de traditioner, der kommer herefter.
Kultur har aldrig rigtig handlet om en enkelt ingrediens
Et måltid har en betydning, men den betydning har aldrig været knyttet til en bestemt ingrediens.
Den var knyttet til mennesker – til det at lave mad til nogen, til den gentagelse, der forvandler et måltid til et minde, til samtalerne rundt om bordet og til de ritualer, der bringer mennesker sammen år efter år.
Derfor udvisker en ændring af en ingrediens ikke nødvendigvis en tradition. Den kan tværtimod genoplive den.
Forestil dig børn, der vokser op med plantebaserede versioner af de retter, deres familier altid har lavet. De kan stadig huske duften af en søndagsfrokost, spændingen ved et højtidsmåltid eller følelsen af at samles omkring et bord med mennesker, de elsker.
Forskellen er, at disse minder ikke behøver at afhænge af, at et dyr opdrættes og slagtes for at måltidet kan finde sted.
Det handler ikke om at give afkald på en forbindelse til sine rødder. Det handler om at spørge, om den forbindelse nogensinde virkelig handlede om dyret – eller om alt det, der skete omkring det.
Og det er her, veganismen tilbyder noget mere end blot en ændring i kosten. Den tilbyder muligheden for at skabe traditioner, der afspejler medfølelse som en værdi, i stedet for at behandle medfølelse som noget, der må komme i anden række efter traditionen.
Hver generation bestemmer selv, hvad den vil bevare
Ingen generation modtager en tradition og videregiver den fuldstændig uændret.
Hver generation filtrerer den: beholder det, der stadig giver mening, giver slip på det, der ikke længere gør det, og skaber det, der mangler.
Det er ikke et brud med fortiden. Det er en fortsættelse af den – blot en bevidst fortsættelse i stedet for en automatisk.
En tradition bliver ikke mere meningsfuld, blot fordi ingen sætter spørgsmålstegn ved den. Nogle gange er det netop ved at sætte spørgsmålstegn ved en tradition, at vi afgør, hvad der virkelig er værd at bevare.
At vælge en plantebaseret kost betyder ikke, at man giver afkald på fest, minder eller kulturel identitet. Det betyder, at man beslutter, at medfølelse også kan være en del af opskriften – ikke lagt oven på traditionen, men vævet ind i den måde, traditionen føres videre på.
Sådan vokser kultur: fælles betydninger, adfærd, ritualer og værdier læres, gentages og videregives fra generation til generation.
Traditioner for kødspisning blev en del af mange kulturer gennem netop denne proces. Folk lærte dem, gentog dem, forbandt dem med festligheder og lærte dem videre til deres børn.
En vegansk kultur kan udvikle sig på samme måde.
Hver eneste veganske middag, man deler med venner. Hver eneste plantebaserede version af en familieopskrift. Hver eneste højtid, der fejres uden animalske produkter. Hvert eneste barn, der vokser op med forståelsen for, at en fest kan være glædesfyldt, selvom der ikke er dyr på menuen.
Det er ikke blot individuelle valg. Med tiden kan de blive til nye traditioner.
Og traditioner præger ikke kun familier og lokalsamfund. De kan også præge de relationer, vi opbygger.
At finde en partner, der deler dine værdier omkring mad, dyr og medfølelse, kan gøre det lettere at skabe nye traditioner sammen – lige fra de måltider, I tilbereder derhjemme, til de festligheder, I med tiden giver videre til den næste generation.
Det er en del af det, der gør fælles værdier meningsfulde: De er ikke blot ting, vi tror på hver for sig. De kan blive en del af det liv, vi opbygger sammen.
Spørgsmålet handlede egentlig aldrig om kødet
Kultur er ikke en fast opskrift, der videregives uændret.
Det er noget levende, der udvikler sig – formet af hver generation, der bevidst vælger, hvad der fortjener at blive ført videre, og hvad der ikke længere passer til den, de er blevet.
Spørgsmålet er ikke, om traditionen vil ændre sig. Det har den altid gjort, og det vil den altid gøre.
Det egentlige spørgsmål er, hvad vi ønsker, at disse ændringer skal betyde.
Måske behøver den næste generation ikke at arve hver eneste tradition nøjagtigt, som den blev overleveret til dem.
Måske kan vi bevare sammenkomsterne, opskrifterne, festlighederne, historierne og følelsen af tilhørsforhold – samtidig med at vi skaber plads til noget, der ikke altid har fået den samme plads ved bordet: medfølelse.
Og måske vil et barn, der vokser op med veganske traditioner, en dag ikke undre sig over, hvorfor familien valgte ikke at servere kød ved en fest.
Det vil ganske enkelt være en del af deres kultur.
En tradition, de har arvet – fordi nogen før dem besluttede, at den var værd at skabe.
Gå ikke glip af Veggly-bloggen
Mens Veggly vokser, skal du sørge for at holde dig opdateret og læse historier fra veganske og vegetariske brugere, der har fundet kærligheden i fællesskabet – alt sammen på denne side.
Hold dig opdateret med alle vores annonceringer, nyheder, blogindlæg og opskrifter ved at følge Veggly på vores sociale medier:
